ARENAEN VED SALONAS UDKANT
Salonas amfiteater: Gladiatorer, martyrer og en ruin
Inde i arenaen, hvor der engang var plads til op mod 18.000 tilskuere — hvordan den blev bygget, hvem der døde her under Diocletians forfølgelser, og hvorfor venetianerne rev store dele af den ned.
Se Salona-ture på GetYourGuide ↗En by bygget til skuespil
Salonas amfiteater blev opført i anden halvdel af det 2. århundrede e.Kr. på flad grund lige uden for byens nordvestlige mure — den klassiske romerske placering, hvor store folkemængder og deres larm blev holdt adskilt fra dagliglivet inden for murene. Vurderingerne af kapaciteten varierer fra kilde til kilde, men historikere anslår generelt, at der har været plads til mellem 15.000 og 18.000 tilskuere — et omfang, der kan måle sig med den langt mere kendte arena i Pula. For en provinshovedstad og ikke Rom selv er det en bemærkelsesværdig mængde underholdningsinfrastruktur, og det siger noget om, hvor rig og folkerig Salona var blevet. I dag er der kun lidt tilbage af den elliptiske ydermur over jorden, men grundridset ligger der stadig og kan gås efter.
Gladiatorer, jagter og folkemængden
Som enhver romersk amfiteater var Salonas arena skabt til gladiatoropgør og iscenesatte dyrejagter — den underholdning, som romersk byliv kredsede om på festdage. Dalmatiens amfiteatre, inklusive dette, antages generelt at have budt på den samme blanding af trænede kæmpere, dømte forbrydere og importerede vilde dyr, som man så overalt i imperiet, selv om de konkrete programmer her ikke er bevaret i skriftlige kilder, sådan som Roms er. Det, vi ved, er, at en arena af denne størrelse krævede konstante forsyningslinjer til dyr, udstyr og optrædende, som bevægede sig gennem et provinsnetværk, der strakte sig langt ud over Dalmatien. Salona var ikke en afsides forpost — byen var i stor skala koblet til imperiets underholdningsøkonomi.
Hvor forfølgelse blev til martyrium
Den samme arena, der var bygget til skuespil, blev et sted for kristen forfølgelse under Diocletian — kejseren, der var født i Salona, og hvis edikter fra 303 e.Kr. udløste imperiets sidste og mest brutale antikristne kampagne. Biskop Domnius, den ledende skikkelse i Salonas kristne menighed, siges ifølge traditionen at være blevet martyrdræbt under denne forfølgelse i 304 e.Kr. — beretningerne om, præcis hvor han døde, varierer, men amfiteatret indgår i traditionen side om side med gravpladsen ved Manastirine, hvor han senere blev begravet. Ironien sluttede ikke der: inden for få århundreder ville Domnius blive æret som skytshelgen for Split, den by der voksede ud af Salonas ruiner. En arena bygget til at underholde en hedensk hovedstad endte med at blive vævet ind i egnens kristne historie i stedet.
Hvorfor venetianerne rev den ned
Salonas amfiteater overlevede antikken nogenlunde intakt, blot for at blive bevidst ødelagt over tusind år senere. Under krigene mellem Venedig og Det Osmanniske Rige i det 17. århundrede lod venetianske styrker, der kontrollerede den dalmatiske kyst, store dele af strukturen rive ned — den angivne begrundelse var at forhindre osmanniske rytterafdelinger i at bruge dens tykke mure som et befæstet udgangspunkt tæt på Split. Det meste af det, der mangler i Salona, gik ikke tabt alene på grund af tiden: jordskælv, stentyveri til senere bygninger og bevidst krigstidsnedrivning gjorde alle deres del. Det, der står tilbage i dag, er primært den nederste struktur og grundridset frem for opretstående tilskuerraekker — værd at vide, før man ankommer i forventning om noget i retning af Pulas intakte arena.
Amfiteatret i korte træk
| Detalje | |
|---|---|
| Bygget | Anden halvdel af det 2. århundrede e.Kr. |
| Anslået kapacitet | 15.000–18.000 (skøn varierer efter kilde) |
| Beliggenhed | Uden for Salona bymur mod nordvest |
| Kendt for | Gladiatorlege, kristenforfølgelser, nedrivning af Venedig i det 17. århundrede |
Besøg arenaen i dag
I modsætning til bymurene eller Manastirine ligger amfiteatret i udkanten af den arkæologiske park og har forholdsvis få besøgende, selv blandt dem, der faktisk tager turen ud fra Split. Det, der er tilbage, er hovedsageligt det udgravede nederste niveau og den elliptiske grundplan frem for opretstående tilskuerrækker, så det kræver lidt fantasi at forestille sig mere end 15.000 mennesker pakket sammen omkring sig. Det er også netop tiltrækningskraften: man kan som regel stå inde på arenaens grundplan uden en eneste anden besøgende i syne, hvilket ikke er noget, man oplever inde i Diocletians Palads. Kombinér det med en gåtur langs det nærliggende stykke af bymuren for at få en fuld fornemmelse af, hvor Salonas udkant — og dens underholdningskvarter — faktisk lå.