BYEN DER BLEV SPLIT
Hvordan Salonas fald gav liv til det moderne Split
Omkring 614 e.Kr. faldt Salona for avariske og slaviske invasioner – og dens flygtninge flygtede ind i Diocletians Palads og grundlagde den by, der står der i dag.
Se Salona-ture på GetYourGuide ↗En hovedstad under pres
I begyndelsen af 700-tallet var den romerske kontrol over Balkan ved at kollapse under pres fra avariske og slaviske indfald, og Salona – stadig en betydelig by og Dalmatiens administrative hjerte – lå direkte i vejen for dette sammenbrud. Den præcise rækkefølge af begivenheder er omdiskuteret blandt historikere, og de kilder, der har overlevet, blev for det meste skrevet længe efter, men det overordnede billede er man enige om: en by, der havde stået i det meste af et årtusinde, blev overmandet og reelt ødelagt. Traditionelle beretninger daterer faldet til omkring 614 e.Kr., men moderne forskere betragter det som en omtrentlig dato snarere end en bekræftet, da de arkæologiske og tekstlige beviser ikke fastslår det præcist.
Hvor de overlevende tog hen
Det, der skete derefter, er den mere bemærkelsesværdige del af historien: Salonas befolkning forsvandt ikke bare. De overlevende flygtede fra den ødelagte by og fandt ly omkring seks kilometer ned ad kysten, inden for de massive, befæstede mure i Diocletians Palads – det pensionistresidens, som Salonas egen mest berømte søn havde bygget omkring tre århundreder tidligere. De mure, der var designet til at beskytte én pensioneret kejser og hans husstand, viste sig at være præcis, hvad en fordrevet befolkning havde brug for: en forsvarlig perimeter med eksisterende infrastruktur, de kunne tilpasse. Det er en af de mere direkte linjer i europæisk byhistorie mellem en bygnings oprindelige formål og det, den til sidst blev.
Fra mausoleum til katedral
Flygtningene slog ikke bare lejr inde i paladsets mure – de genopbyggede en fungerende by inden for dem, og deres kristne identitet rejste med dem fra Salona intakt. Diocletians eget mausoleum, ironisk nok graven til en kejser, der havde forfulgt kristne i sin regeringstid, blev omdannet til en kristen katedral, og relikvierne af Salonas martyriske biskop, Domnius, blev flyttet dertil. Gader, huse og senere bygninger voksede frem klemt ind mellem og op ad paladsets oprindelige romerske mure, søjler og gange – et genbrugsmønster, der stadig er synligt i Splits gamle bydel i dag, hvor middelalderlige og moderne bygninger står direkte op ad stenarbejde fra Diocletians tid, fordi det bogstaveligt talt er sådan, byen blev samlet, et flygtningehusstand ad gangen.
Hvad der gik tabt, og hvad der blev ført videre
Salona selv blev aldrig genopbygget i stor skala – stedet blev gradvist forladt, plyndret for byggesten gennem de følgende århundreder og overladt til marker og græsningsland, hvilket i vid udstrækning er grunden til, at så meget af dets fodaftryk overlever til udgravning i dag frem for at ligge begravet under en moderne by. Men det, der betød mest ved Salona, forsvandt ikke: dets bispedømme, dets helgener, dets kristne institutioner og en stor del af dets befolkning flyttede over i den nye bosættelse ved Split. I en reel forstand er Split ikke en ny by, der tilfældigvis blev bygget nær Salona – det er Salonas fortsættelse under et andet navn, inden for et andet sæt mure.
At se sammenhængen med egne øjne
Den klareste måde at forstå denne historie på er at besøge begge steder samme dag: Salonas åbne marker og tomme amfiteater viser dig omfanget af det, der gik tabt, mens Splits gamle bydel — dens katedral, dens smalle stræder, der snor sig gennem romerske korridorer — viser dig, hvad flygtningene byggede op af ruinerne. Læg mærke til katedralens ottekantede form, der stadig genkendes som Diocletians mausoleum under det senere klokketårn, og til understrukturerne under paladset, som engang bar kejserens private gemakker ovenover. Salona forklarer, hvorfor Splits gamle bydel ser ud, som den gør; Split viser dig, hvor Salonas historie faktisk endte.